Safi.dk
kontakt helle skriv en hilsen sitemap/overblik velkommen Web by Mads Bischoff, Safi.dk Kontakt Helle Christensen Design By Dotcomwebdesign.com
 

Print view

 

Artikel: De traditionelle musikeres vilkår på turisthotellerne i Gambia

af Helle Christensen

I januar var jeg på studierejse til Gambia støttet af Danida. Mit ene formål med rejsen var at undersøge noget om, hvordan det står til med løn og arbejdsforhold for de traditionelle musikere i turistområderne. Jeg var i Gambia for 12 år siden og husker, at de var dybt underbetalte. Hvordan står det mon til i dag?

Min baggrund er en mangeårig interesse for vestafrikansk dans, som jeg har undervist i over 10 år. Jeg er uddannet fysioterapeut og har læst musikvidenskab på Århus Universitet.

Følgende artikel er baseret på uddrag af 2 interviews. Det ene med Claris Koli. Hun er medlem af gruppen "Folunko", som optræder med traditionelle danse/trommeshows i stilen "ballet africain" på hotellerne i turistområderne. Hun var desuden min lærer på et dansekursus ledet af John Jatta (gambianer bosat i Göteborg).

Det andet interview er med Doudou Gaye, bastrommespiller fra dansekurset og desuden forsanger i gruppen "Kunta Kinte", en af de få grupper, der optræder med traditionel manding musik i restaurations og hotelmiljøet i turistområderne.

Lige lidt om de politiske kendsgerninger i Gambia:

I 1994 overtog militæret magten anført af Yaya Jammeh, der nu er præsident. Han indførte skatter, hvilket skulle være et gode for Gambia. Ulykkeligvis betød det, at mange udenlandske investorer trak sig ud. Siden er dalasien faldet støt og i dag svarer 5 dalasi til 1 krone. Det umiddelbare indtryk man får, når man bevæger sig rundt er, at der stadig er stor fattigdom, og at der ikke er sket så meget på de 12 år, der er gået. Prisen på ris er steget, og mange kæmper hårdt for at overleve.

Jeg startede med at spørge Claris og Doudou, hvor mange medlemmer de, og hvor lang tid de bruger på øvning inden turistsæsonen starter. I Folunko er de ca.10 -15 stykker på job ad gangen og i Kunta Kinte er de 10 incl.2 dansere. Folunko øver 3 timer dagligt 2 måneder inden sæsonstart og Kunta Kinte øver 5 timer dagligt i 3 måneder.

Kontakten til hotellerne foregår på den måde, at grupperne i første omgang selv henvender sig. Hvis de har en video, cd eller kasette kan de aflevere den. Hvis hotelejeren er interesseret tager han kontakt til gruppen, som bliver kaldt til audition, hvor de laver et gratis show. Siger hotelejeren god for dem, kan de få en kontrakt for de 6 måneder turistsæsonen varer.

På hotellerne er det en såkaldt "entertainment maneger", som har ansvaret for underholdningen. Entertainment manegeren får ingen decideret løn af hotelejeren. Han får en sum penge og det er så op til ham (og hans samvittighed!) hvordan han vil fordele pengene. Det er også ham, der laver kontrakt med grupperne.

Ofte vil entertainmentmanegeren favorisere sine egne. På Sunbaech Hotel (som bl.a besøges af Spies´ gæster) er det en nigerianer, der står for underholdningen. Doudou fortæller:

"På Sunbeach hotel har de de her nigerianere. Nigerianerne vil hjælpe hinanden. De skubber os væk. De vil ikke bruge gambianerne. Der sidder kun én mand og spiller guitar, mens vi andre er her med vores trommer". Jeg forstår ham sådan, at denne ene mand løber af med en forholdvis stor portion penge i forhold til dem, der kommer med en hel gruppe.

Deres backstage forhold er helt elendige. Om dette siger Doudou:
"Hvis vores dansere skal skifte tøj bliver de nødt til at bruge toiletterne...Det er ikke respektfuldt overfor os. Og på Cape Point Hotel skal vi klæde om bag ved bygningerne. Når vi spiller kommer vi til at svede, og når det blæser er det koldt for os at spille og vi bliver forkølede".

Det er desuden meget få steder man byder kunstnerne på mad og drikkevarer. Doudou fortæller, at selv under Ramadanen (den muslimske fastemåned, hvor man først spiser og drikker efter solnedgang) får de hverken vådt eller tørt, hvis de f.eks. skal spille lige efter solnedgang! "Så spiller vi på tomme maver og må skynde os hjem".

I forhold til løn spurgte jeg begge, hvor meget de får, og uafhængigt af hinanden nævner de beløb som 500, 600, 700 dalasi for et show. Det maximale begge grupper får er 800 dalasis for et show.

For Kunta Kintes vedkommende er det 2- 2½ times hårdt arbejde og Folunko ca.1 time. Altså beløb på mellem 100 og 160 danske kr. for et show eller koncert til hele gruppen vel at mærke!! Jeg mener at kunne huske, at honoraret lå på ca. det samme for 12 år siden, så der er ikke sket noget som helst....måske tværtimod, da værdien af dalasien samtidig er faldet.

Ud af disse penge skal de så betale transport, hvilket sluger et forholdsvis stort beløb, da det er de færreste, der har deres egen bil og de mange, der skal samles.

Til sammenligning af disse lønninger vil det sige, at hvert bandmedlem får det samme, som en kop kaffe koster på turisthotellerne!! Altså ca. 50 dalasi (10 kr.). Eller det samme som ½ drink koster!!

Organisering af arbejdskraften:

Faktisk tog Doudou og lederen af Kunte Kinte initiativ til at samle repræsentanter for grupperne til et møde for nogle år siden, for at presse hotellerne til at give en ordentlig løn. 64 personer mødte op. "Det kom i stand, at vi skulle prøve at bede om 2500 dalasi (500 kr.) for et show og alle sagde ja til det. Efter 10 dage hørte hotelejerne om mødet, og de begyndte at organisere sælgerne fra turistmarkederne til at blive trommeslagere ....og andre grupper kom og ville spille for lige meget hvad 500, 450 dalasi .....så sad vi der i 6 måneder uden at spille!!!"

Claris fortæller, hvordan situationen ser ud for hende, når lønnen skal fordeles:

"Ved enden af måneden deler vi...måske får hver af os 600 eller 700 dalasi (ca.150 kr.) Men vi prøver alligevel...vi kan ikke bare sidde der uden at lave noget.....hun fortæller, hvordan hun trods alt er i stand til at betale hendes kredit tilbage til købmanden. "Jeg er alligevel glad for de 600 dalasi jeg får, for så kan jeg betale mine "problemer " og så er jeg fri!! Så måske er der 50 dalasi til overs, så jeg kan købe noget til mine børn. Så starter jeg forfra!!"

Doudou nævner et andet forhold, der har betydning for hvilken løn hotellerne giver, nemlig hvor meget grej og hvilken type instrumenter grupperne har med sig.

"Vi har en berømt musiker her som hedder Jaliba Kuyateh. Ved du hvad han får, hvis han spiller på et hotel? 10.000 dalasi...og vi spiller de samme rytmer...men han har grej vi ikke har. Hvis du har stort grej tjener du mange penge.
Alle de bands vi kender her de spiller copyrights...de spiller ikke rødderne herfra...de har keyboards, guitarer, trommesæt..men mig, jeg har kun trommer og en kora".

Han forklarer hvordan hans gruppe er en af de få der spiller "roots", men siger samtidig:
"Vi der spiller rødderne er ikke velrespekterede" Han nævner en episode fra et hotel hvor bandet skulle have udbetalt deres løn på 750 dalai. "Men han talte 1200 dalasi op og gav dem til vores koraspiller, som sagde..."du gav os 1200 dalasi, men vi plejer kun at få 750", hvortil han svarede "sorry, sorry, sorry.....jeg troede det var Lamin Saho"

Lamin Saho er en anden gruppe, der spiller med guitarer, keyboards og trommesæt! De får altså næsten det dobbelte for en koncert!! Man skulle måske umiddelbart tro, at grunden til denne udvikling kunne have noget at gøre med, at det er turisterne, der gerne vil høre musik med mere vestlig instrumentering , men i følge Doudou forholder det sig omvendt. Det er de sorte selv, der er tiltrukket af vestlige musikinstrumenter.

Jeg spurgte både Doudou og Claris ud m.h.t. drikkepenge, for man kunne forstille sig de nemt kunne tjene forholdsvis mange penge på den konto.

I løbet af de 2 interviews får jeg flere forskellige informationer om dette emne. Doudou fortæller, at man flere steder bilder gæsterne ind, at musikerne får en rigtig god løn. Andre steder har de forbud mod at samle penge ind, - andre steder igen er det tilladt og nogle gange kan indsamlingen af drikkepenge endda overstige det beløb, de modtager for en koncert!

Da jeg fortæller Claris, hvad drikkevarer koster flere steder er hun tydelig overrasket! Jeg forstår ikke, hun ikke er klar over, hvad tingene koster på hotellerne, men senere går det op for mig, at hun hverken kan læse eller skrive. Det er også spørgsmålet om de overhovedet har prøvet at sidde med et drinkkort i hånden!!

Konklusionen på denne lille undersøgelse:

Det skar i mit hjerte at tænke på hvor lidt disse mennesker får for deres arbejde. Nu kunne man måske forledes til at tro, at de så ville spille og danse i overensstemmelse med den respekt (eller mangel på samme) de modtager i forhold til deres løn. Men sådan forholdt det sig ikke. Selv på en aften, hvor der var småt med folk, gav de alt hvad de havde i sig.

Hvor er problemet? Folk betaler en hel del mere end hvad hotelværelser koster i Afrika. Jeg fandt ud af at et hotelværelse på et af de store gode hoteller kunne fås til 400 danske kroner.... om ugen!! Hvor er det så lige at pengene går hen? Kunne tingene ændres ved en bedre moral hos rejsebureauerne?

--------------------------------------------------------------------------------------------------