Safi.dk
kontakt helle skriv en hilsen sitemap/overblik velkommen Web by Mads Bischoff, Safi.dk Kontakt Helle Christensen Design By Dotcomwebdesign.com
 

Print view

 

Essay: Dette er Gambia

Det er den mørke silkebløde tropenat...palmerne, der aftegner sig under stjernedrys i det blege lys fra månen. Atlanterhavets brus og det kølige sand i natten , - trommernes kalden blandet med cikaderne og frøernes sang. Lyden af folk der synger, ler, råber og danser. En evig fest og glæde, som vi ikke kender til eller for længst har glemt.

Morgener, hvor livet langsomt vågner. Det søvnige morgenlys og fiskerne, som langsomt stiger ud af bådene, de overnatter i. Det er deres hjem. De skuer ud over havet. Er bølgerne for høje i dag? Så tager de ud i deres farvestrålende piroguer. Under råb og dramatik fører de stævnen ud over bølgetoppene og forsvinder i kortege ud til spisekammeret på Atlanterhavet. I et dødt træ sidder gribbene og hepper på, at de kommer tilbage.

Markedet i de tætte mørke boder, som langsomt fyldes med friske grøntsager og frugt i lange baner. Papaya, melon, mango, ananas, appelsin, æbler, kokos, agurk, colanødder, kassawa, kartofler, gulerødder, løg og salat. Mærkelige krydderurter, som vi ikke kender. En duft af ukendt territorium, som blander sig med lugten af rødt støv og fattigdom. Smil, der smelter mit hjerte. "Hello nice Lady. How are you today?"

Frodige haver med fuglesang, jeg ikke kender. Glinsende skabninger i regnbuens farver, der synger en sang om evig længsel efter dette livlige paradis.
Spontane fester og trommer i lange baner.
Et wollof bryllup med 30 kvinder, der danser - klemt inde i en snæver gård til lyden af sabartrommerne. Et farveorgie, der eksploderer op i ansigtet, da jeg kigger ind i gården. De er fattige, men ligner en million. Med stolthed og selvsikkerhed vrider de deres smidige kroppe i et sprog, jeg ikke forstår. Jeg iagttager deres stærke farver, der glimter i solen mod den sorte hud og de store øreringe. Kun selvsikre kvinder gør den slags.
Ingen jantelov i Afrika. I Danmark "skaber vi os". I Afrika bidrager de til den fælles glæde og følelsen af samhørighed.

De støvede gader i Bakau og stanken af affald fra skidtrenderne. Mænd der sidder og snakker, mens de kører bedekransen gennem fingrene. Kvinder med spande på hovedet eller brænde til de primitive bål i compounden. Atayaen, den bittersøde te, som vendes og drejes, omhældes og iltes før den serveres med masser af sukker. Reggae, der drøner ud fra forvrængede højttalere og børn, der tigger slik fra de hvide...tubabberne.

Den let skrånende strandbred, som er fodboldbane og fitness center for de unge mænd eller soldaterne. De tæller armbøjninger eller løber frem og tilbage under bevågenhed fra turisterne, der hviler på senge under skyggegivende parasoller. Farvestrålende kvinder, der sælger frugtsalat eller saft fra deres små boder.

Fiskere, der vender hjem sidst på dagen. Alle hjælper til og langsomt bæres plastikkasserne i land. Der falder en fisk eller to af til dem, der hjælper til. Så er aftensmaden klaret den dag. Gribbene letter og kredser ud over brændingen. Intet bliver tilbage. Alt bliver fortæret. Røgen og lugten stiger op fra røgerierne.


Så indfinder tusmørket sig. Det er, som at kigge igennem cellofan. Men skynder sig hjem, nu hvor mørket og myggene holder deres indtog. Måske tager man en tanka tanka. Man sidder som sild i en tønde i disse lokale minibusser.
Det faldefærdige folkevognsrugbrød rasler man afsted i et rasende tempo, mens amuletterne danser foran en splintret rude. Fjedre borer sig op igennem sæderne. Ledninger hænger løst og dingler og intet er intakt. Hjulene danser på resterne af den asfalterede vej, som ikke er repareret siden regntiden.

Aftener på de små barer eller hotellerne, hvor fulaer, jolaer, sousouer, mandinkaer optræder med deres traditionelle dans og musik. Alle har et forhold til deres kultur. Sådan ser jeg afrikanerne. Jeg ser er et træ med rødder. Gennem århundreder er den kollektive viden nedarvet til de nye generationer gennem mundtlige overlevering. På den måde har de en stærk forbindelse til deres fælles kulturelle arv. De kender deres historie.

Morgener, hvor man vågner, og tror at dagen kommer til at forme sig, sådan som man havde tænkt sig, men det gør den aldrig i Afrika. På godt og ondt sker der altid noget uventet. Det er en hvirvelstorm af oplevelser. Ind imellem forsvinder man næsten for sig selv...kan ikke klare flere oplevelser. Vi er så vant til at alt skal fordøjes ...man er bare træt...men man nænner ikke at sige til nogen, at man har brug for at være alene. De tror bare man er syg. Og det ville være meget uhøfligt ikke at sige ja til en invitation. Men hvis man gjorde, så går livet videre. Íngen komplicerer livet på samme måde, som vi gør i den vestlige verden. Der er ikke tid - og der er ikke råd til det, for der er langt alvorligere problemer, der skal klares.
Får vi mad? Kan vi betale for vores børns skolegang denne måned? Får vi betalt regningerne?
Det er problemer af en helt helt anden kaliber end dem vi har med at gøre på vore breddegrader

Mens flyet letter fra Banjul, kaster jeg det sidste blik ud af vinduet. Jeg mindes en aften, hvor jeg kører hjem med Dunya balletten efter en optræden. Vi kører ud til Sunshine bar, hvor trommerne "bor". Mens mændene bærer trommerne ind på plads, står jeg under nattens kuppel og kigger op i det uendelige himmelrum, mens den lune luft smyger sig op om min krop. Hvor heldig er jeg dog ikke, at jeg har fået mulighed for at opleve dette livsbekræftende kontinent. Her er jeg helt nede på jorden. Der er ingen fremmedgørelse, tomhed eller ensomhed. Den udefinerbare længsel, som måske er et menneskeligt grundvilkår, opløses i et splitsekund af lykke. I dette øjeblik er jeg ét med stjernerne og universet. Her har livet en dyb mening, alene i kraft af at jeg er til.

Helle Christensen
januar 2007

-------------------------------------------------------------------------------------------------